H.C. Andersens dagbøger Tekst

mig, men det er nok en romersk Talemaade. Jeg opsøgte
Thorvaldsen, kom først i hans Atelie, men fandt siden hans
Bopæl, han var meget venligt, viiste mig sin rige Maleriesamling
af levende Mestre, som han vil skjænke Danmark
efter sin Død; han viiste mig et Basrelief han for sin egen    [5]
Fornøielse nu arbeidede paa over Raphael, denne sad paa
Ruiner hvor man saae Grazier og Harmonien udhugget;
han tegnede efter Naturen og Kjærlighed holdt hans Tavle
medens den rakte ham Valmuen, som Billedlig Hentydning
paa hans tidlige Død. — Geniusen med Faklen saae veemodig    [10]
paa ham, og Seiren holdt sin Krands over hans
Hoved. Paa et andet hvor en Hyrdinde havde en Rede fuld
af Amoriner var der een jeg slet ikke kunde finde Mening
i, spurgte derfor om det; »ja ved den har jeg intet tænkt!«
svarede han. — Skrev Eduard til. — Var hos Kückler og    [15]
saae vort Bibliothek. — Var i Caffe Græco og hos Vepri, der
er noget naturligt hjerteligt hos alle Landsmændene her. —

Søndag den 20. Gjorte Vesit hos Jensens og siden hos
Prindssessen, hun var meget elskværdig og smuk, hun beklagede
at være tvungen til at boe i Piazenza, sagde at hun    [20]
aldrig vilde mere til Danmark, bad mig naar jeg ikke havde
noget Bedre, at tilbringe Aftenen hos hende. — Jeg gik paa
Capitoliet, hvor jeg alt var den første Dag jeg kom, travede
derpaa ud forbi Engelsborg og saae første Gang Peters
Kirken. Andre Kirker ere byggede saaledes at de synes    [25]
større; denne derimod mindre! Mailands Dom imponerede
mig langt mere. Den er praktfuld og colosal, det Hele forekom
mig bekjendt. Den maa sees flere Gange. — Om Aftenen


17) Vepri ɔ: Lepre