H.C. Andersens dagbøger Tekst

i Loftet, Blomsterne paa Væggen vare alle saa raskt
udført. — Det øser Vand ned udenfor. — (Tiden er en Mand
med store Vinger, de brede sig som et Slør ud og skjule
Fremtiden). Klokken to kom vi til Terni, og i det bedste
Hotel der endnu var budt os, vi tog en Fører og vandrede    [5]
til Fods ud for at see Vandfaldet, Veien gik gjennem en
Olivenskov, vi kom nu til Floden Velino der danner Vandfaldet,
ind mellem Klippekløfter og gjennem den smukkeste
Orange-Alee jeg endnu har seet, skade at det regnede, en
ung Amerikaner bød mig sin Arm og Paraply og saaledes    [10]
steeg vi op mellem Laurbær og Rosmariner, en Støv
stod fra Vandfaldet der faldt i tre Partier, dannede derpaa
flere mindre Fald der endte i eet meget stort. Der
laae en Bondeby, som en Røverrede lidt derfra, Skylregnen
holdt op og vi saae Himlen i det deiligste Rødt,    [15]
men i et nu, med Solens Nedgang blev Alt graat. — Vi
sov godt! —

Torsdag den 17 efter en kjedelig lang Dag, med Regn og
den sædvanlige Omgivning kom vi mod Aften til Nepi, et
skident Hul, fuldt af Præster, vi fik en sand Lopperede at    [20]
ligge i, saa D og N ikke gjorte andet [end] at spadsere om
Natten og jeg at blunde portionsviis. — Om Aftenen [hør]te vi
et frygteligt Skraal fra Gaden, jeg [t]roede at det var en
Improvisator, men de[t] var en Munk der uden for en
25 Brændeviins Boutik var steget op paa en Stol, havde plantet
et Kors ved Siden af sig og nu prædikede, tilsidst raabte han
viva Sancta Maria og alle Folk skreeg viva, nu løb han med


7) Olivenskov] foran er overstreget Figenskov 7) Velino] først skrevet der dannes
af 18) 17] først skrevet 18 21) [ ] i linierne 21-24] hul i papiret